Bag om Fede Forhold – Vejen til et Sundere liv (Del 2)

14. juli 2022
Skrevet af Daniel Knaap
cand.scient klinisk ernæring, statsautoriseret diætist, personlig træner og vanecoach
Andet afsnit af Fede forhold Sæson 4 er nu ude og kan ses på DRTV her.

I sæson 4 af programmet Fede Forhold, på DR1, har jeg fået opgaven som kostekspert og sundhedsvejleder, der skal hjælpe de seks deltagere ned i vægt. I den forbindelse skriver jeg lidt om, hvad der sker bag programmerne, set igennem en sundhedsvejleders perspektiv.

Velkommen til del 2 af ”Bag om Fede Forhold – Vejen til et Sundere Liv”

Hvad skete der i første afsnit?

I sidste afsnit havde jeg et godt første møde med de 3 par, hvor vi fik en god og lang indledende samtale om deres kost og forventninger til hele forløbet. Jeg fik et rigtig fint indblik i deres hverdagsliv og værdier – og jeg fik sammensat en god og realistisk plan i fællesskab med parrene.

Planen er målrettet et vægttab og en livsstilsændring, med udgangspunkt i, at det hele skal passe ind i parrenes hverdag, med en målsætning om at det skal være mere holdbart. Du kan læse mere om de forskellige sundheds- og vejledningsmæssige overvejelser i forbindelse med første afsnit her.

Siden del 1 kom ud i sidste uge, har jeg fået en del henvendelser med flere spørgsmål omkring mine metoder. I forbindelse med afsnit 2, har jeg også fået andre spørgsmål i indbakken.

Her er et udpluk af nogle af spørgsmålene, jeg er blevet stillet:

Hvordan kan Søren tabe sig næsten 15 kg på under 5 uger?
Hvorfor vejer du parrene, hvis du forsøger at få fokus væk fra vægten?  
Hvor ofte taler du med parrene?
Dyrker parrene motion og hvor meget?

Hvad har jeg anbefalet parrene at gøre til aftensmåltidet?
Hvordan har parrene oplevet de første 5 uger?
Må parrene spise kulhydrater?
Må parrene drikke alkohol?

I denne anden del af Bag om Fede Forhold, vil jeg forsøge at besvare og kommentere på spørgsmålene.

Woman measuring weight on weight scale have a copy space for text.

Hvordan kan Søren tabe sig 14,2 kg på under 5 uger?

I andet afsnit har jeg første opfølgende vejning med de tre par.

Alle deltagerne har i 5 uger arbejdet med at implementere de nye sunde vaner i hverdagen. Hver uge op til weekenden har jeg talt parrene over videokald. Her har jeg spurgt meget ind til deres trivsel, vi har talt om mindset og arbejdet med det mentale generelt – herudover har jeg stået til rådighed og besvaret en masse spørgsmål, der ofte optræder, i forbindelse med en livsstilsændring.

Efter de første 4-5 uger har alle par tabt sig alt mellem 3,5-6 kg. Det er virkelig dejligt at se, at parrene har taget godt imod de ting vi talte om.

Som man kan kunne se i programmet, havde Søren tabt sig næsten 15 kg. Det er ca. 3 gange så meget, som de andre par i tabt sig i gennemsnit.

Men hvordan kan Søren egentlig tabe sig så meget mere, end de andre par?

Svaret er faktisk enormt simpelt og handler i høj grad om helt almen fysik.

Sørens startvægt

Det er vigtigt at bide mærke i, at Sørens startvægt er langt højere end de andres. Når man vejer mere, bruger kroppen også mere energi hver dag. Dette skyldes at basalstofskiftet er højere.

Forestil dig, at man bad alle deltagerne ligge i deres seng en hel dag, uden de måtte bevæge sig. Slut på dagen ville Søren forbrænde langt mere end de andre deltagere ville, fordi hans krop bruger mere energi.

Sørens muskelmasse og aktivitetsniveau

En højere muskelmasse spiller også en rolle i forhold til den daglige forbrænding – og på kropsanalysen viser det sig, at Søren har en meget høj muskelmasse, sammenlignet med de andre.

Søren har også et meget aktivt arbejde, som jord- og betonarbejder. Her slæber han på en masse og går dagligt langt over 10 km om dagen.

Men andre ord har Søren en hverdag som en, der træner godt igennem i et fitnesscenter. Her skal man oveni tænke på, at han bærer rundt på sin egen kropsvægt, hvilket også betyder, at han vil forbrænde mere.  

Sådan spiller egen vægt og daglig aktivitet en vigtig rolle

Hvis man vejer 130 kg og går 10 km, vil man forbrænde langt mere end en person, der vejer 90 kg. Når Søren er den der vejer mest og uden sammenligning har den mest aktive hverdag, vil det give ham en stor fordel ift. vægttabet.

Et større energiforbrug og en højere vægt, giver nemlig et langt større energiunderskud og dermed et større vægttab.

Selvom Søren har gjort det fantastisk flot og dedikeret sig til livsstilsændringen, betyder det ikke at han nødvendigvis har gjort andet anderledes, sammenlignet med de andre deltagere. Han vejer mere og bevæger sig meget mere, og derfor ender han i et større energiunderskud – som betyder et større vægttab efter 5 uger.

Har Søren spist efter en speciel diæt, de første 5 uger?

Nej – Søren har spist helt almindelig mad, der passer til hverdagen. Han spiser faktisk mere i løbet af dagen, end de andre deltagere i programmet. Der er gjort plads til det hele. Både god mad og aftenhygge med familien, og lækker frokost på arbejdet. De første 5 uger har han haft det rigtig godt og har ikke tilsidesat livskvaliteten – tværtimod. Han har haft det rigtig godt.

Hvorfor vejer du parrene, hvis du forsøger at få fokus væk fra vægten?

I del 1 skrev jeg om, hvordan min målsætning er, at få fokus væk fra vægten. Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg gerne vil uddybe nærmere.

Når man gerne vil tabe sig og forsøge at ændre livsstilen, kan vægten komme til at fylde rigtig meget. For mange vil den fylde så meget, at man ender med at veje sig hver dag. Nogle vejer sig endda morgen og aften, for at følge med i, hvordan vægten udvikler sig.

Det kan være enormt motiverende at se, når vægten går ned – men man oplever også, at vægten pludselig går op dagen efter, selvom man selv føler, at man selv har været fornuftig med kost og bevægelse. Det kan være enormt frustrerende.

Her er det vigtigt at forstå, at vægten hele tiden påvirkes af meget andet end fedttabet. Den vil nemlig hele tiden gå lidt op og ned, grundet mængden af væske i kroppen. Det er helt normalt. Af samme årsag giver det på ingen måder mening, at veje sig hver dag, det altid vil give et misvisende billede – og ofte skaber et forstyrret forhold til vægttabet.

Af samme årsag har jeg aftalt med deltagerne, at de skal veje sig så lidt som overhovedet muligt.

Når man skal tabe sig og lave en livsstilsændring, er det dog vigtigt at man alligevel får en oplevelse af, at dét man gør, faktisk virker. Derfor er det selvfølgelig væsentligt at deltagerne bliver vejet indimellem.

En vejning går dog altid i sammenspil med coaching. Derfor er det vigtigt, at få talt om hvordan det er gået, hvordan deltagerne har haft det og hvordan deres oplevelse har været med den nye sunde livsstil. Har det været nemt eller udfordrende og hvorfor? Der er mange spørgsmål jeg stiller, da jeg altid er undersøgende på, om deltagerne er i trivsel med den nye livsstil.

Når man finder en balance, der er føles nem og rar at være i, uden det føles som en slankekur eller lignende, samtidig med at vægten går nedad, skaber det i høj grad meningsfuldhed for deltagerne.

De bliver selvfølgelig motiveret af, at de kan leve på en måde, der ikke er hård eller en sur pligt – der samtidig giver resultater på vægten. Allervigtigst er det med til at opbygge en tryghed og ro omkring processen.

Herfra bliver det meget nemmere at begynde at fokusere på alt det andet gode ved en sundere livsstil. Energiniveauet, overskuddet selvværdet, parforholdet, forældrelivet, arbejdslivet, sexlivet mm. Med andre ord – DET VI FORBINDER MED EN HØJERE LIVSKVALITET.

Denne tilgang er langt mere holdbart på sigt.

Hvor ofte taler du med parrene?

I de første 5 uger har jeg talt med parrene hver uge over videokald. Her har den stået på samtale omkring den nye livsstil og arbejde med det mentale i livsstilsændringen.

Samtidig har deltagerne ofte en masse spørgsmål til den nye livsstil. Det er mit ansvar, at de tre par har det godt i den nye livsstil og derfor er ugentlige samtaler vigtige, så jeg er sikker på at parrene både har det godt fysisk og mentalt.

Dyrker parrene motion og hvor meget?

Som en del af at få en sundere livsstil livsstil, forsøger jeg altid at få implementeret mere motion og bevægelse – hvis den i hvertfald er mangelfuld. Det skal dog gå hånd i hånd med, hvad der er realistisk og passer ind i hverdagen.

Til første samtale med Signe og Jesper, fortæller de mig eksempelvis, at de har fået fat i en motionscykel. De har selv store forventninger om, at de vil bruge den dagligt.

Når man ønsker at indarbejde nye sunde vaner, kan man indimellem godt sætte høje forventninger op til sig selv om, hvad der skal ske. At sidde på en motionscykel i længere tid, hver eneste dag, kunne være en af dem.

Her skal man også stille sig selv spørgsmålet om det er realistisk?

Med al ære og respekt til Jesper og Signe, og deres motivation til livsstilsprojektet anbefalede jeg, at det altså ikke behøvede at være hverdag, men at de kunne starte på fridage. Når man går fra ingen motion, til daglig motion, kan det være noget af en omvæltning.

Det kan faktisk være modarbejdende for motivationen, hvis man sætter baren for højt. At man gerne vil træne hver dag og man eksempelvis kun får trænet fem gange på en uge, kan det pludselig virke utilstrækkeligt og negativt – fordi det ikke lige levede op til de syv gange.

Hvis man lige tager et skridt tilbage, er 5 træninger om ugen, sammenlignet med ingen træning virkelig godt – men det kan godt være, at det ikke føles sådan.

Gåture

Jeg har generelt anbefalet parrene at få flere gåture ind i hverdagen. Det er en god måde at få aktivitet ind i hverdagen på, og er godt for meget andet end et vægttab.

Søren og Maria i løbet af de første 5 uger blevet rigtig glade for gåturene, der skaber mere nærvær og socialt sammenspil. Det er også godt for parforholdet.

Gåturene vil betyder, at de får mere bevægelse ind og forbrænder mere. Det bidrager til et højere vægttan. Men det er vigtigt, at de ikke går, fordi de skal tabe sig – de skal gå, fordi det giver dem livskvalitet og glæde. Det er en mere holdbar tilgang til motion generelt.

Træning

Inger og Johnny har dyrket styrketrænet før – og jeg har lavet et træningsprogram til dem, som de er kommet godt i gang med i de første 5 uger. De har været glade for at træne før og derfor lå det lige til højrebenet, at få implementeret det i hverdagen igen!

Hvad har jeg anbefalet parrene at gøre til aftensmåltidet?

Det må ikke tage en halvanden time at lave aftensmad

Som man kan se i afsnit 2, har Jesper og Signe lavet en lækker ramen. Jesper er dog ikke helt tilfreds, da der står i opskriften, at den tager ca. 30 minutter – men han har altså brugt næsten en halvanden time.

Jeg forsøger altid at gøre det så nemt for mennesker at få de sunde vaner ind, som overhovedet muligt. Jeg forventer på ingen måde, at man bruger så lang tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville heller ikke selv gide, at bruge så lang tid på det i den travle hverdag.

At aftensmaden tager lang tid, kan blive en kæmpe stor barriere for, at lykkedes med en sund livsstil. Når dagen er lang, man er træt, børnene presser på og man er sulten, er det ikke just motiverende at vide, at man skal lave aftensmad den næste halvanden time.

Derfor er min filosofi for aftensmåltidet i hverdagen:

“Det skal være hurtigt, det skal være nemt og det skal være lækkert.”

Spørger man Jesper selv, er frustrationerne nok taget en smule ud af kontekst, da jeg lige fra start har forsøgt at vejlede deltagerne til, hvordan de kan gøre det det sunde måltidet hurtigt og nemt at sammensætte. Det er som sagt super vigtigt i den travle hverdag.

De generelle aftensmåltider Jesper og Signe laver, tager i omegnen af en halv time.

Som jeg selv talte med Jesper om forleden dag, sagde han også, at han nok også lige skulle igang og lære at snitte grøntsager (det var ikke noget han havde gjort så meget ud af førhen). Nu går det hele en del hurtigere!

Noget man eksempelvis kan gøre er, at købe mange af grøntsagerne færdighakket. I de fleste supermarkeder kan købe diverse lækre blandinger med salat, kål mm. som gør det utrolig nemt og overskueligt, at sammensætte et hurtigt og lækkert aftensmåltid. Hvis man laver en ret, der kræver mange grøntsager og vælger at hakke det hele selv – ja, så kommer det til at tage sin tid. Man lærer hele tiden, når man arbejder med at skabe sunde vaner.

Man kan sagtens lave en “sundere” lasagne, der smager fantastisk og passer til hele familien

Hvordan har jeg anbefalet parrene at sammensætte aftensmåltiderne

Jeg har taget udgangspunkt i helt almindelig mad og forsøgt at vejlede deltagerne til få justeringer, der gør måltiderne mere mættende, mindre energitætte, men stadigvæk fulde af god smag. Når det er helt almindelig mad, kan alle være med – selv børnene.

Et godt eksempel er en opskrift på lasagne, som Søren og Maria laver i afsnit 2. Jeg kan fortælle, at lasagnen er blevet en af favoritterne ved spisebordet i Nordjylland – og børnene kan lide den.

Der er mange ting man kan gøre med en lasagne, for at reducere energiindholdet.

En af tingene er, at introducere flere grøntsager i. Som Maria fortæller, er der 4 gulerødder, en hel squash, løg og hvidløg i deres lasagne. Der er meget lidt energi i grøntsager generelt og herudover er de høje på fibre, der også mætter. Ved at få flere af dem ned i kødsovsen, vil man spare på energien.

Herudover har jeg anbefalet dem at benytte fuldkornsplader, da det også vil give en større og mere langvarig mæthed.

Man kan desuden reducere fedtindholdet, uden at det bliver fanatisk. Mornay-sovsen kan man lave selv, eller købe en light-version. Det hakkede oksekød kan skiftes ud til 3-7% og toppingen kan være en 13% ost fra Cheasy. Her sparer man en masse energi – og det smager alligevel fantastisk.

Dette er blot et eksempel på, hvordan man kan sammensætte aftensmåltiderne. Jeg har dog en hovedregel der hedder, at intet er forbudt. Det handler om at vælge til og fra, med sund fornuft, uden at være fanatisk – og det er en af hjørnestene i min kostvejledning.

“Jeg synes at vores par er kommet rigtig godt fra start. Man kan se, at de ting vi igangsatte på første møde, de faktisk virker og de er topmotiveret – og allervigtigst, at de ikke føler, at de er på nogen slankekur.”

Daniel er cand.scient klinisk ernæring, diætist og personlig træner (Foto: DR)

Hvordan har parrene oplevet de første 5 uger?

Efter vejningerne i sundhedshuset i Valby, fik jeg en god snak med alle parrene. Det var dejligt at se, at alle parrene var godt motiveret og tilfredse med resultaterne på vægten.

Når jeg har lavet en vejning og der er gode resultater, er jeg altid interesseret i at høre, hvordan de har haft det.

De første 5 uger har alle parrene haft det rigtig godt og de er overrasket over, at det har været så nemt at følge. Det er en rigtig god start. Der er ikke lavet justeringer i kosten, men mere været fokus på, hvordan de har det i den nye livsstil. Den nye kost har jeg suppleret med en masse timers coaching.

Jeg spørger næsten altid, hvor motiveret man er for at fortsætte med den nye livsstil, på en skala fra 1 til 10. Her fik jeg et stort 10-tal fra alle deltagerne, hvilket er et godt tegn.

Som jeg nævner er det ALLERVIGTIGSTE, at de ikke føler, at det har været en kur på nogen som helst måde. Det er væsentligt for mig at høre, da jeg ved vi er på vej imod noget mere holdbart, end bare et quickfix.

Må parrene spise kulhydrater?

Ja, de må gerne spise kulhydrater. Generelt er der intet, der er forbudt for deltagerne. Herudover er der heller ingen evidens for, at kulhydrater er farlige eller feder. De bidrager til god energi og er på ingen måde mere “fedende”, end andet du kan spise.

Mange er desværre enormt kulhydratforskrækket, som ofte kommer af, at de har spist efter low-carb, paleo og keto-diæter, som har givet dem et hurtigt vægttab. Derfor forbinder man også ofte kulhydrater som den store fjende, når man gerne vil tabe sig. Det er generelt en stor misforståelse i vores samfund generelt og noget jeg aktivt forsøger at aflive, når jeg sundhedsvejleder.

Herudover tager kulhydrater del i de fleste måltider vi kender og derfor bliver det hurtigt enormt restriktivt, hvis jeg fjerner det fra deltagernes kost. Dermed er det helle ikke langsigtet og imod min generelle tilgang til en sund livsstil og sundhed generelt.

Må de spise slik?

Intet er forbudt. I stedet har vi talt om rammer for snackindtaget, der passer ind i hverdagen for de tre par.

Et godt eksempel er Søren og Maria, der har et fredagsritual med børnene, hvor de spiser slik sammen. Det skal der være plads til – her har vi talt om mængder og at mærke efter, om man spiser fordi det er der, eller fordi man har lyst.

Slik, kage og chips er ikke usundt, som sådan – men skal selvfølgelig ikke indtaget i større mængder hver eneste dag.

Faktisk kan man sige, at snacks kan være sundt, da det ofte bidrager til den sociale sundhed, hvor vi “hygger” om det. Det bidrager også til en høj livskvalitet og tager derfor stor vigtighed i en sund livsstil.

Herudover er der også mange alternativer til slikken om aftenen. Jeg har givet dem en masse gode råd og vejledninger til andet de kan købe. Der findes en masse måltidsbarer og lignende, som jeg ved, at flere af parrene er blevet glade for.

De har også fået en del opskrifter på shakes og desserter, som de kan kaste sig ud i, der indeholder mindre energi, smager godt og har en bedre ernæringsmæssig sammensætning.

Jesper driver både virksomhed som frisør hos Hr. Barber og sælger vin i Barberens Vine. Vin er en stor del af hverdagen, og derfor er det vigtigt, at Jesper kan fortsætte med at smage på vin med sine kunder, som en del af arbejdet.

Må de drikke alkohol?

Ja – som skrevet tidligere, er intet forbudt. Faktisk drikker ingen af parrene generelt særligt store mængder af alkohol – så det var ikke noget vi gik særligt meget ned i.

Som man nok har lagt mærke til i programmet, har Jesper en virksomhed, Barberens Vine og derfor overrasker det nok ingen, at han er en kæmpe stor vin-nørd (læs: vinentusiast).

Alligevel drikker Jesper faktisk ikke særlig meget vin i løbet af dagen. De få mængder han drikker, hænger sammen med hans virksomhed, når han smager på vin, sammen med hans kunder i butikken. Det skal også siges – når man smager på vin, spytter man faktisk også en del ud.

Man kan sige, at vin er noget der tager del i hans virksomhed og derfor er det ikke noget jeg har justeret ved, da det er en del af hans arbejde. Herudover drejer det sig ikke om de store mængder. Det har også været vigtigt for mig, at vise Jesper, at man sagtens kan leve sundt og finde plads til vinen samtidig.

Generelt har jeg, i sammenspil med parrene, skabt nogle rammer for alkoholindtaget – men der skal altså være plads til at hygge sig.

Som en livsnyder, der selv nyder et par gode glas vin og øl i ny og næ, synes jeg at det hører med til en sund og balanceret livsstil. Ved at skabe nogle ret åbne rammer, kaster jeg en bold til parrene, som de selv kan jonglere med.

Slide 1

Få hjælp til at komme igang med en sundere livsstil

Vi hjælper med kostvejledning, personlig træning og vanecoaching. Start med en uforpligtende prøvetime.

5/5 stjerner basereret på +100 anmeldelser

Tak for du læste med!

Daniel Knaap

cand.scient klinisk ernæring, statsautoriseret diætist, personlig træner og vanecoach

Har du spørgsmål?
Så kontakt mig på kontakt@knaap.dk

Kunne du tænke dig at få besked, når næste opslag kommer ud?
Så kan du klikke her og følge med på vores instagram!

Tilbage til artikler